Be a hero...

Kirken bliver nødt til at lære sine drenge og piger, mænd og kvinder at være helte. Det er der brug for i vores tid. Det er der desperat brug for. Og tillad mig i denne forbindelse en beretning fra 2. verdenskrig (det bliver ikke den sidste på denne blog):
De tyske nazi-styrker havde i forsommeren 1940 omringet op mod ½ million britiske og franske soldater, som stod til regulær nedslagtning eller krigsfangelejr, hvis det ikke lykkedes at evakuere disse tropper. Det ville få katastrofale konsekvenser for de allieredes muligheder for at fortsætte kampen mod den tyske krigsmaskine, hvis disse tropper ikke blev reddet.
Derfor satte man alt ind på en evakuering, og som ved et mirakel lykkedes det at evakuere 350.000 soldater fra Frankrigs nordvestlige hjørne til Storbritanien. Evakueringen skete fra byen Dunkirk, hvor der blev skrevet mange heltehistorier i de dramatiske dage i maj/juni 1940.
Evakueringen var nemlig kun mulig, fordi en række kompagnier fik ordre på at blive tilbage og kæmpe til sidste mand og sidste kugle for at holde forsvarsringen om Dunkirk, mens deres kammerater blev reddet. Og fordi de adlød ordren og blev helte, som gav deres liv for en større sag. De vidste, at de ikke kom hjem, men at de skulle ofre sig for deres kammerater og den fælles sag.
I sådan en situation er der både helte og anti-helte. Som fx da en kaptajn kom til en højerestående officer Angus og foreslog en tilbagetrækning, mens legen endnu var god. Så skete der følgende (det følgende er citat fra en rapport, som er udgivet i bogen Dunkirk - Kamp til sidste mand):

Angus sagde blot: ”Jeg beordrer Dem til at blive og kæmpe.”
”Jeg kan ikke. Jeg har ordrer fra højere sted, fra min oberst, til at trække mig tilbage, når jeg vurderer, at det er passende,” kom svaret.
Angus lagde ikke fingrene imellem: ”Kan De se det store poppeltræ ved vejen ved siden af milestenen? I samme øjeblik De eller nogle af Deres mænd går længere bagud end det træ, vil vi skyde dem.” Kaptajnen begyndte at protestere, men Angus afbrød ham. ”Gå tilbage til deres mænd, ellers skyder jeg Dem på stedet og sender en af mine egne officerer over for at overtage kommandoen.” Angus’ hånd bevægede sig ned mod hans revolver. Kaptajnen gik uden at sige mere. ”Tag en riffel,” sagde Angus til mig, idet han selv samlede én op, der lå i nærheden. Da jeg kom tilbage med min, sagde han: ”Sigt på 250. De skyder for at dræbe i samme øjeblik, han passerer det træ. Er det forstået?”.
”Ja.”
Vi skulle ikke vente længe, før kaptajnen viste sig, fulgt af to mænd. De stod et stykke tid ved træet, og så fortsatte kaptajnen videre. Begge vores rifler knaldede på samme tid. Han faldt, så vi ikke længere kunne se ham, og de to mænd løb tilbage igen.

Når jeg fortæller denne historie til min hustru Susanne, så kigger hun træt og opgivende på mig og siger: Det synes jeg bare er totalt unuanceret, det der.
Personligt synes jeg, historien (og Angus) rammer lige på kornet. Der er mænd og kvinder, der flygter fra deres poster, når de skulle blive og kæmpe. Og der er mænd og kvinder, der bliver og kæmper i en højere sags tjeneste. Det skulle vi gøre noget mere.
Be a hero...