Jeg faldt forleden over et ganske vidunderligt citat fra en klassisk komponist - Daniel Fladmose - der argumenterer stærkt imod at indføre andre typer musik end orgelmusik i gudstjenesten. Jeg troede, at den diskussion blev overstået i løbet af 1980'erne, men så hør lige her:
"Det er meget muligt, at der findes religiøse rocktekster, men som en trojansk hest gemmer der sig en musik bag teksten, der ikke hører vores gudstjeneste til."
Fantastisk! Kom til at tænke på at min hustru engang fortalte mig, at hun som ganske ny kristen fik at vide, at djævelen boede i stortrommen. Det kunne man jo tydeligt føre bevis for, fordi stortrommen fik underlivet til at vibrere...
Love it!
mandag den 31. august 2009
mandag den 8. juni 2009
Indvendinger mod Gud - intro
Jeg samler i denne tid på indvendinger mod Gud. Og kan være ret irriterende at være sammen med. For jeg spørger alle, jeg møder, om, hvad deres bedste argument MOD Guds eksistens er. Til efteråret skal jeg nemlig i samarbejde med de fortrinlige præster i Århus Valgmenighed og Valgmenigheden i København holde en række prædikener, der tager udgangspunkt i de alvorligste indvendinger mod klassisk Gudstro i Danmark i dag. I den kommende tid vil jeg præsentere disse indvendinger på denne blog. Og jeg vil meget gerne høre jeres input.
Hvis du skulle deltage i en paneldebat og argumentere for, at Gud ikke findes - hvad ville dit bedste argument så være?
Hvis du skulle deltage i en paneldebat og argumentere for, at Gud ikke findes - hvad ville dit bedste argument så være?
onsdag den 29. april 2009
Be a hero...
Kirken bliver nødt til at lære sine drenge og piger, mænd og kvinder at være helte. Det er der brug for i vores tid. Det er der desperat brug for. Og tillad mig i denne forbindelse en beretning fra 2. verdenskrig (det bliver ikke den sidste på denne blog):
De tyske nazi-styrker havde i forsommeren 1940 omringet op mod ½ million britiske og franske soldater, som stod til regulær nedslagtning eller krigsfangelejr, hvis det ikke lykkedes at evakuere disse tropper. Det ville få katastrofale konsekvenser for de allieredes muligheder for at fortsætte kampen mod den tyske krigsmaskine, hvis disse tropper ikke blev reddet.
Derfor satte man alt ind på en evakuering, og som ved et mirakel lykkedes det at evakuere 350.000 soldater fra Frankrigs nordvestlige hjørne til Storbritanien. Evakueringen skete fra byen Dunkirk, hvor der blev skrevet mange heltehistorier i de dramatiske dage i maj/juni 1940.
Evakueringen var nemlig kun mulig, fordi en række kompagnier fik ordre på at blive tilbage og kæmpe til sidste mand og sidste kugle for at holde forsvarsringen om Dunkirk, mens deres kammerater blev reddet. Og fordi de adlød ordren og blev helte, som gav deres liv for en større sag. De vidste, at de ikke kom hjem, men at de skulle ofre sig for deres kammerater og den fælles sag.
I sådan en situation er der både helte og anti-helte. Som fx da en kaptajn kom til en højerestående officer Angus og foreslog en tilbagetrækning, mens legen endnu var god. Så skete der følgende (det følgende er citat fra en rapport, som er udgivet i bogen Dunkirk - Kamp til sidste mand):
Angus sagde blot: ”Jeg beordrer Dem til at blive og kæmpe.”
”Jeg kan ikke. Jeg har ordrer fra højere sted, fra min oberst, til at trække mig tilbage, når jeg vurderer, at det er passende,” kom svaret.
Angus lagde ikke fingrene imellem: ”Kan De se det store poppeltræ ved vejen ved siden af milestenen? I samme øjeblik De eller nogle af Deres mænd går længere bagud end det træ, vil vi skyde dem.” Kaptajnen begyndte at protestere, men Angus afbrød ham. ”Gå tilbage til deres mænd, ellers skyder jeg Dem på stedet og sender en af mine egne officerer over for at overtage kommandoen.” Angus’ hånd bevægede sig ned mod hans revolver. Kaptajnen gik uden at sige mere. ”Tag en riffel,” sagde Angus til mig, idet han selv samlede én op, der lå i nærheden. Da jeg kom tilbage med min, sagde han: ”Sigt på 250. De skyder for at dræbe i samme øjeblik, han passerer det træ. Er det forstået?”.
”Ja.”
Vi skulle ikke vente længe, før kaptajnen viste sig, fulgt af to mænd. De stod et stykke tid ved træet, og så fortsatte kaptajnen videre. Begge vores rifler knaldede på samme tid. Han faldt, så vi ikke længere kunne se ham, og de to mænd løb tilbage igen.
Når jeg fortæller denne historie til min hustru Susanne, så kigger hun træt og opgivende på mig og siger: Det synes jeg bare er totalt unuanceret, det der.
Personligt synes jeg, historien (og Angus) rammer lige på kornet. Der er mænd og kvinder, der flygter fra deres poster, når de skulle blive og kæmpe. Og der er mænd og kvinder, der bliver og kæmper i en højere sags tjeneste. Det skulle vi gøre noget mere.
Be a hero...
De tyske nazi-styrker havde i forsommeren 1940 omringet op mod ½ million britiske og franske soldater, som stod til regulær nedslagtning eller krigsfangelejr, hvis det ikke lykkedes at evakuere disse tropper. Det ville få katastrofale konsekvenser for de allieredes muligheder for at fortsætte kampen mod den tyske krigsmaskine, hvis disse tropper ikke blev reddet.
Derfor satte man alt ind på en evakuering, og som ved et mirakel lykkedes det at evakuere 350.000 soldater fra Frankrigs nordvestlige hjørne til Storbritanien. Evakueringen skete fra byen Dunkirk, hvor der blev skrevet mange heltehistorier i de dramatiske dage i maj/juni 1940.
Evakueringen var nemlig kun mulig, fordi en række kompagnier fik ordre på at blive tilbage og kæmpe til sidste mand og sidste kugle for at holde forsvarsringen om Dunkirk, mens deres kammerater blev reddet. Og fordi de adlød ordren og blev helte, som gav deres liv for en større sag. De vidste, at de ikke kom hjem, men at de skulle ofre sig for deres kammerater og den fælles sag.
I sådan en situation er der både helte og anti-helte. Som fx da en kaptajn kom til en højerestående officer Angus og foreslog en tilbagetrækning, mens legen endnu var god. Så skete der følgende (det følgende er citat fra en rapport, som er udgivet i bogen Dunkirk - Kamp til sidste mand):
Angus sagde blot: ”Jeg beordrer Dem til at blive og kæmpe.”
”Jeg kan ikke. Jeg har ordrer fra højere sted, fra min oberst, til at trække mig tilbage, når jeg vurderer, at det er passende,” kom svaret.
Angus lagde ikke fingrene imellem: ”Kan De se det store poppeltræ ved vejen ved siden af milestenen? I samme øjeblik De eller nogle af Deres mænd går længere bagud end det træ, vil vi skyde dem.” Kaptajnen begyndte at protestere, men Angus afbrød ham. ”Gå tilbage til deres mænd, ellers skyder jeg Dem på stedet og sender en af mine egne officerer over for at overtage kommandoen.” Angus’ hånd bevægede sig ned mod hans revolver. Kaptajnen gik uden at sige mere. ”Tag en riffel,” sagde Angus til mig, idet han selv samlede én op, der lå i nærheden. Da jeg kom tilbage med min, sagde han: ”Sigt på 250. De skyder for at dræbe i samme øjeblik, han passerer det træ. Er det forstået?”.
”Ja.”
Vi skulle ikke vente længe, før kaptajnen viste sig, fulgt af to mænd. De stod et stykke tid ved træet, og så fortsatte kaptajnen videre. Begge vores rifler knaldede på samme tid. Han faldt, så vi ikke længere kunne se ham, og de to mænd løb tilbage igen.
Når jeg fortæller denne historie til min hustru Susanne, så kigger hun træt og opgivende på mig og siger: Det synes jeg bare er totalt unuanceret, det der.
Personligt synes jeg, historien (og Angus) rammer lige på kornet. Der er mænd og kvinder, der flygter fra deres poster, når de skulle blive og kæmpe. Og der er mænd og kvinder, der bliver og kæmper i en højere sags tjeneste. Det skulle vi gøre noget mere.
Be a hero...
søndag den 19. april 2009
En super-teolog taler ud
I dag fortalte jeg i min prædiken i Aalborg Valgmenighed en lille historie fra de gode, gamle dage i det 20. århundrede, hvor de bedste teologer kunne opnå nærmest superstjernestatus. De dage er beklageligvis ovre...
Nå, en af de mest kendte og indflydelsesrige teologer i den protestantiske kristenhed i 1900-tallet var Karl Barth. Engang skulle han holde en forelæsning på et universitet i Chicago, og journalisterne kastede sig over ham, som de i dag kaster sig over ugens nye showbizz-sensationer. Ved en pressekonference blev denne super-teolog stillet spørgsmålet:
- Dr. Barth, hvad er den dybeste sandhed, du har lært af dine studier?
Barth, hvis hovedværk er på tusindvis af sider, som de færreste har læst og endnu færre forstået, svarede:
- "Jesus elsker alle små, Bibelen fortæller så".
Hvad er den dybeste sandhed, du har lært af Mesteren fra Nazareth? (Du må gerne svare nedenfor)
Nå, en af de mest kendte og indflydelsesrige teologer i den protestantiske kristenhed i 1900-tallet var Karl Barth. Engang skulle han holde en forelæsning på et universitet i Chicago, og journalisterne kastede sig over ham, som de i dag kaster sig over ugens nye showbizz-sensationer. Ved en pressekonference blev denne super-teolog stillet spørgsmålet:
- Dr. Barth, hvad er den dybeste sandhed, du har lært af dine studier?
Barth, hvis hovedværk er på tusindvis af sider, som de færreste har læst og endnu færre forstået, svarede:
- "Jesus elsker alle små, Bibelen fortæller så".
Hvad er den dybeste sandhed, du har lært af Mesteren fra Nazareth? (Du må gerne svare nedenfor)
torsdag den 16. april 2009
Opgør med den flinke Jesus
Det slår mig med stor kraft under læsningen af John Eldredges bog "Født vild - Det maskuline hjerte", at kirken har lært mænd at være flinke og pæne, tøjle deres vildskab og for alt i verden tale og opføre sig uanstødeligt. Og at det er en af grundene til, at kirken mange steder domineres af kvinder.
Endnu værre er det, at det hænger sammen med, at Jesus er blevet taget til fange i samlingen af glansbilleder og polerede prædikener, der velment har givet Kristus dådyrøjne og marmorhvid englehud. Men Jesus var ikke en rar bedstemor And, der gik omkring og klappede folk på hovedet.
Jesus var ikke flink.
Jesus var ikke pæn.
Nej, det var han altså ikke!
Jesus var vild, rå, provokerende, karismatisk og i allerhøjeste grad anstødelig. Lad os håbe, at kirken og dens mænd snart bliver det samme!
Endnu værre er det, at det hænger sammen med, at Jesus er blevet taget til fange i samlingen af glansbilleder og polerede prædikener, der velment har givet Kristus dådyrøjne og marmorhvid englehud. Men Jesus var ikke en rar bedstemor And, der gik omkring og klappede folk på hovedet.
Jesus var ikke flink.
Jesus var ikke pæn.
Nej, det var han altså ikke!
Jesus var vild, rå, provokerende, karismatisk og i allerhøjeste grad anstødelig. Lad os håbe, at kirken og dens mænd snart bliver det samme!
Ny blog for tro, teologi og kirke
Jeg blev udfordret af en ven og præstekollega forleden.
- Det kan virkelig ikke passe, at du ikke blogger, sagde han nærmest forarget.
Og fortsatte:
- Det er du simpelthen nødt til at begynde med.
OK, det er jeg så. Og nu er vi i gang.
Blame it on Henrik Holmgaard - og læs hans blog på http://www.henrikholmgaard.blogspot.com/
- Det kan virkelig ikke passe, at du ikke blogger, sagde han nærmest forarget.
Og fortsatte:
- Det er du simpelthen nødt til at begynde med.
OK, det er jeg så. Og nu er vi i gang.
Blame it on Henrik Holmgaard - og læs hans blog på http://www.henrikholmgaard.blogspot.com/
Abonner på:
Opslag (Atom)
Opslag
